Når sårbarheden banker på

Når sårbarheden banker på, kan det være svært at være i os selv og for den sags skyld også være svært for vores omgivelser at være i den sammen med os.

Jeg husker en episode, da jeg boede hjemme, hvor jeg havde en dag med tungsind, lad os bare kalde det det. Jeg var bare trist, sårbar, og havde ikke lyst til noget som helst. Umiddelbart var der ingen bestemt årsag. Mine forældre spurgte ind til mig, men mine svar tilbage var korte og min motivation for at lave noget var lig med nul. Som jeg husker det, fik jeg lov at være med det et par timer, men så skete der noget. For så kunne de ikke længere rumme min tristhed, og jeg skulle ”fikset”. Så nu måtte der ske et eller andet, så jeg ikke endte med at synke dybere ned i det sorte hul, jeg befandt mig i….

Jeg husker og mærker faktisk stadig min fars bekymring fra den dag.

Så vi endte med at tage på en køretur, og det blev også til en isvaffel på turen.

Men var det mon min fars bekymring, eller var det mon hans egen bagage fra livets rygsæk, der ubevidst gjorde det svært for ham at være i og rumme hans egne følelser og dermed heller ikke kunne være med mig i mine?

Jeg forstår godt, hvor han kom fra. For det er svært at stå på sidelinjen, når dem vi elsker og holder af har det svært. Hvad end årsagen er. Men det er så vigtigt, at vi tør. Tør være med sårbarheden og ikke begynder at fikse eller gøre ved. Bare at være der er oftest nok.

For det, det lærte mig dengang, var, at det er farligt at være i de svære følelser. Følelser som f.eks. sårbarhed, tristhed og vrede.

Det lærte mig også, at det kan og helst skal fikset eller dulmes ved enten at gøre noget, spise noget (og helst noget lækkert og sødt) i stedet for at give det plads og lov til bare at være der.

For det kommer med en besked til os, hvis vi tør være med det og lytte. Det kommer for at hjælpe os tilbage på sporet og regulere de følelser, som sidder fast i systemet. Hvad end årsagen er.

At have bevidstheden med i de ting, vi foretager os er vigtigt. Og jo højere bevidsthed vi får, des nemmere bliver det at være i de svære følelser og dermed også nemmere ikke at dulme eller fikse, hverken os selv, vores børn eller andre.

Jeg er ikke ved vejs ende i forhold til de svære følelser, vrede er f.eks. et tema for mig. Min skønne skønne 6-årige kan især tricke lige præcis den følelse i mig, og jeg kan dermed stadig engang imellem have virkelig svært ved at rumme hendes vrede. Men hun er min største vejviser og læremester og med hendes ubetingede kærlighed, får hun mig til at kigge endnu dybere ind i mig selv hver gang det ulmer.

Og ja jeg dulmer stadigvæk nogen gange, helst med ½ eller en hel plade mørk chokolade og den sluges så gerne på nul komma nul dut. Eller jeg kan finde på at ”lukker mig inde” i min iphone og scrolle facebook igennem hvert 5. minut for nye opdateringer osv.

Men i formiddags valgte jeg at være i den, sårbarheden. Så mine tårer trillede i takt med regndråberne på ruden. Det er en forandrings tid, alt er godt.

Nu til aften skinner solen, mens den er på vej ned, og jeg vil nyde et stort stykke chokolade, måske sammen med en god tudekiks film, der får presset de sidste tårer ud af mig for i dag.

En god tåreperser er nu altså også bare virkeligt godt for sjælen engang imellem ❤️

Lys og kærlighed til dig fra mig 💫💖

Når forandringens vinde blæser

Jeg elsker Mao’s citat ”Når forandringens vinde blæser, vil nogle rejse læhegn, mens andre bygger vindmøller” og det er så sigende for min proces lige i øjeblikket. For efter at have oprettet bloggen og skrevet de første to oplæg, så blev der stille. Som i HELT STILLE indeni mig. ikke et ord, ikke en flig af inspiration. BUM, tyst…

Det i sig selv er meget mærkeligt, for jeg er udstyret med en hjerne og en kanal, der bare kører konstant. Jeg får input udefra hele tiden og sanser og fornemmer energierne omkring mig all the time. Vel at mærke hvis jeg ikke husker og formår at passe på mig selv. Forestil dig mig med en kæmpe parabol eller antenne placeret lige bum midt i panden. Ser det mærkeligt ud  haha, ja. Men det er sådan det er at være mig. ”Min radio” forsøger konstant at tune ind på de kanaler der spilles. Vi kan kalde mig særligt sensitiv for at bruge et mere almindeligt og kendt ord eller begreb. Jeg er nu ikke så meget for at sætte mig selv eller andre i bås med ord eller begreber, men sensitiv det er jeg nu faktisk. Meget.

Det er drøn hårdt. Så PAUSE – jeg har haft brug for en pause.

Det giver god mening.

Selvom jeg ikke fik hovedet hugget af denne gang (læs sidste indlæg ”Hovedet på bloggen”) så gik jeg alligevel lidt i skildpadde-mode, eller skal vi kalde det flyverskjul, efter at have kigget frem fra mit skjold og råbt ”HER ER JEG, aka Spirituelle, aka MOI” og måtte liiiiiige tjekke om kysten var klar. Yep, det er den! Jeg er her endnu, hovedet sidder fast til kroppen, jeg er stadig i live. Så nu kan ordene og tankerne flyde videre 

Jeg har faktisk haft en lorte uge, været virkelig sure mor. Selvom jeg ved, det hurtigere passerer, når blot jeg er i følelserne, så må jeg indrømme, at jeg nok mere har været i følelsernes vold. Det er ikke så hensigtsmæssigt.

Sådan er det også at være menneske, I know, men derfor kan det godt ”sucks”, når det står på. Heldigvis har jeg fået den gave at være beriget med det skønneste englebarn på 6 år. Hun taler rent fra hjertet og giver mig de smukkeste og dybeste beskeder. Og altid når jeg har allermest brug for det 

Forleden røg vi i totterne på hinanden. Ellers dvs. jeg formåede ikke at blive i mig selv og fløj lige hovedkulds ind i vreden, som en Spitfire der dykker og går direkte efter målet. På et tidspunkt siger hun så grædende ”jeg vil have min rigtige mor tilbage”. Det fik mig til at stoppe op. ”Jeg vil have min rigtige mor tilbage” gentog hun ”hende der siger undskyld og er sød og kærlig”  Av mit hjerte og tak for beskeden. Det fik Frk. Spitfire på tilbagetog.

Jeg plejer gerne at forklare hende det sådan, at når jeg bliver sur og vred, så er det fordi mit batteri er løbet tør for strøm, og at jeg har glemt at få det ladet op igen. Måske fordi jeg ikke har sovet nok, fordi jeg ikke har spist ordentligt eller fordi jeg ikke har passet godt nok på min egen energi. Og hun ved det, altid. Denne gang var det nok flere ting. Men vi endte et godt sted begge to den aften og ja, der blev sagt undskyld 

I går kom hun så med en kæmpe og ubetinget kærlighedserklæring til mig, eller endnu en af dem må jeg hellere tilføje, for det er hun nemlig ret god til. Hun havde malet en rigtig fin sten til mig ovre i skolen. Da vi putter, rejser hun sig pludselig stille op, går hen og henter stenen til mig, holder den op til munden, lukker øjnene og sidder sådan lidt. Så rækker hun mig den og siger ”vil du vide, hvad det var jeg bragte ind i stenen?” Det vil jeg gerne. ”Min kærlighed til dig. Fra mit hjerte og ind i dit hjerte. Det er jo der, den skal være. Jeg har også bragt kærligheden fra hele vores familie ind i den, og kærligheden fra alle dine venner og alle dem der holder af dig”  Yep, der måtte moderen lige klemme en tåre 

Tak for dig S, jeg elsker dig af hele mit hjerte 

Så i dag har jeg sørget for at lade mine batterier rigtig godt op. Det har faktisk ikke været så svært, jeg er flyvende i dag, sådan føles det i hvert fald indeni. Jeg havde så også den vildeste oplevelse i går, hvor jeg, nærmest ud af det blå, fik en meget dyb indsigt. Det gav mig et KÆMPE energimæssigt løft. Men mere om det og det med hjernen, kanalen og parabolen senere.

Nu vil jeg danse ud i solen, mens jeg fyrer op for Euphoria for måske 120. gang i dag (se link fra tidligere i dag) på min for fede nye højtaler. Tak skat  Måske 120. gang ikke engang kan gøre det, for den har kørt på repeat siden kl 9 i morges 

Nyd din dag. Kys og solskin på næsetippen herfra 

 

Hovedet på bloggen

Jeg har ikke sovet ret meget i nat. Energien har piblet rundt i kroppen og overskrifter til flere nye blog indlæg er dumpet ind i hovedet på mig. Samtidig har jeg set en gammel frygt i øjnene og kærligt ladet den fylde i hver en lille celle i mig ❤️

For der er det med følelser, at så længe vi kæmper imod dem, benægter dem og afviser dem, så borer de sig blot dybere ind. De sætter sig som ubalancer og i værste fald sygdom. Hvem kender ikke det med, at så snart ferien indtræffer så BUM – så lægger vi os syge med en ordentlig omgang influenza eller andet. Ja okay, måske vidste jeg egentlig godt, at jeg var lidt stresset, ikke havde passet godt nok på mig selv og var lidt udkørt, meeen der var lige en deadline, en børnefødselsdag, en madgruppe og en to-do liste, der skulle klares først, før jeg med god samvittighed kunne holde ferie.

Hvad sker der egentlig lige for det? Hvornår er det blevet okay at sætte sig selv sidst?

For hvis jeg ikke når at tage iltmasken på selv først, hvem skal så hjælpe min 4-årige og 7-årige den på, når jeg besvimer af iltmangel – derhjemme eller i flyet på vej til Mallorca?

Nå, mere om det senere, tilbage til det med den gamle frygt og følelserne. For hvis vi i stedet giver følelserne plads og lov til at være der, så trækker de sig hurtigere. Og den læring, heling og indsigt de kom med, lander dermed hurtigere og er med til at regulere vores krop, sind og sjæl.

Min gamle frygt ligger helt tilbage til tidligere liv. Og ja, det tror jeg fuldt og fast på vi har med os som en del af pakken – oplevelser og minder fra tidligere liv, som vores sjæl husker. Karmiske bindinger kan vi også kalde det. Ikke at vi husker disse liv fra fødsel til død, men følelser derfra, og især de frygtbaserede, de ligger i os.

Jeg har været heks i tidligere liv, sikkert flere gange. Jeg har bl.a. gennem en lydhealing været tilbage i et af disse liv og ”genoplevet” at blive brændt på bålet. Jeg har skreget de skrig, jeg skreg dengang og mærket den frygt, der fyldte hele mig. Og så har jeg fået hovedet hugget af, i et andet liv – og det er den oplevelse, det minde eller hvad vi skal kalde det, der dukkede helt op til overfladen i går og i nat.

Sviiiing – jeg både ser billedet af øksen der bliver svunget og jeg hører lyden, mens den skærer sig gennem luften, før den rammer mit hoved og gør en ende på mit liv ⚰️

Et liv jeg måtte lade på frygteligste vis, bare fordi jeg var mig i bund og grund ❤️

Den frygt viser sig, fordi jeg nu, igen, stiller mig frem og viser hvem jeg er. Stiller mig selv til skue, spot og beskæmmelse. Frygten holder mit ego i hånden, for hvorfor gør du nu det? Hvorfor risikere at få hugget hovedet af igen, du risikerer at blive udstødt – igen, siger den til mig? Men jeg har valgt ikke længere at stå i skyggen af frygten, skammen og egoet, og jeg ved, at det samtidig er et urinstinkt og en menneskelig overlevelsesmekanisme, der er på spil her. Så jeg holder dem begge i hånden og tager dem kærligt med mig ud i solen og ud til vandet i dag sammen med den hovepine og smerte i nakken og skuldrene, som jeg også har i dag. For det gør s.. ondt at få hugget hovedet af 🙈😉

Jeg ved det slipper igen, når blot jeg giver det plads og er bevidst om, at det er det, det handler om ❤️

Ønsker dig den skønneste dag ❤️

Kærligst Anna