Hovedet på bloggen

Jeg har ikke sovet ret meget i nat. Energien har piblet rundt i kroppen og overskrifter til flere nye blog indlæg er dumpet ind i hovedet på mig. Samtidig har jeg set en gammel frygt i øjnene og kærligt ladet den fylde i hver en lille celle i mig ❤️

For der er det med følelser, at så længe vi kæmper imod dem, benægter dem og afviser dem, så borer de sig blot dybere ind. De sætter sig som ubalancer og i værste fald sygdom. Hvem kender ikke det med, at så snart ferien indtræffer så BUM – så lægger vi os syge med en ordentlig omgang influenza eller andet. Ja okay, måske vidste jeg egentlig godt, at jeg var lidt stresset, ikke havde passet godt nok på mig selv og var lidt udkørt, meeen der var lige en deadline, en børnefødselsdag, en madgruppe og en to-do liste, der skulle klares først, før jeg med god samvittighed kunne holde ferie.

Hvad sker der egentlig lige for det? Hvornår er det blevet okay at sætte sig selv sidst?

For hvis jeg ikke når at tage iltmasken på selv først, hvem skal så hjælpe min 4-årige og 7-årige den på, når jeg besvimer af iltmangel – derhjemme eller i flyet på vej til Mallorca?

Nå, mere om det senere, tilbage til det med den gamle frygt og følelserne. For hvis vi i stedet giver følelserne plads og lov til at være der, så trækker de sig hurtigere. Og den læring, heling og indsigt de kom med, lander dermed hurtigere og er med til at regulere vores krop, sind og sjæl.

Min gamle frygt ligger helt tilbage til tidligere liv. Og ja, det tror jeg fuldt og fast på vi har med os som en del af pakken – oplevelser og minder fra tidligere liv, som vores sjæl husker. Karmiske bindinger kan vi også kalde det. Ikke at vi husker disse liv fra fødsel til død, men følelser derfra, og især de frygtbaserede, de ligger i os.

Jeg har været heks i tidligere liv, sikkert flere gange. Jeg har bl.a. gennem en lydhealing været tilbage i et af disse liv og ”genoplevet” at blive brændt på bålet. Jeg har skreget de skrig, jeg skreg dengang og mærket den frygt, der fyldte hele mig. Og så har jeg fået hovedet hugget af, i et andet liv – og det er den oplevelse, det minde eller hvad vi skal kalde det, der dukkede helt op til overfladen i går og i nat.

Sviiiing – jeg både ser billedet af øksen der bliver svunget og jeg hører lyden, mens den skærer sig gennem luften, før den rammer mit hoved og gør en ende på mit liv ⚰️

Et liv jeg måtte lade på frygteligste vis, bare fordi jeg var mig i bund og grund ❤️

Den frygt viser sig, fordi jeg nu, igen, stiller mig frem og viser hvem jeg er. Stiller mig selv til skue, spot og beskæmmelse. Frygten holder mit ego i hånden, for hvorfor gør du nu det? Hvorfor risikere at få hugget hovedet af igen, du risikerer at blive udstødt – igen, siger den til mig? Men jeg har valgt ikke længere at stå i skyggen af frygten, skammen og egoet, og jeg ved, at det samtidig er et urinstinkt og en menneskelig overlevelsesmekanisme, der er på spil her. Så jeg holder dem begge i hånden og tager dem kærligt med mig ud i solen og ud til vandet i dag sammen med den hovepine og smerte i nakken og skuldrene, som jeg også har i dag. For det gør s.. ondt at få hugget hovedet af 🙈😉

Jeg ved det slipper igen, når blot jeg giver det plads og er bevidst om, at det er det, det handler om ❤️

Ønsker dig den skønneste dag ❤️

Kærligst Anna